Natsume Yuujinchou San, som er 3. sæson i Natsume serien og der kommer en 4. til vinter. Kunne man lide stemningen, historierne og personerne i de to forrige sæsoner, vil man helt klar synes om Natsume Yuujinchou San. Den fortsætter nemlig stort set på samme måde, men vi får mere indblik i Natsumes fortid samt hans forhold til både youkai og mennesker og hvordan begge dele har udviklet sig. Det er en rigtig god serie at koble af til, selvom den kan komme op i tempo, når der dukker mystiske youkai op. Serien appellerer bestemt ikke til alle, men er man til en mere afdæmpet slice of life fantasy serie, så kan jeg varmt anbefale Natsume serien. Selvom man egentlig godt ville kunne følge med fra San, vil jeg anbefale, at man starter med den første serie. Alle 3 sæsoner er på 13 episoder.

No. 6
Serien har en semi-interessant setting. Desværre bliver den aldrig udforsket og forklaret rigtigt. Jeg sad tilbage med en følelse af, at jeg stadig ikke helt vidste, hvordan det fungerede og hvorfor der blev gjort, som der blev fra No. 6s side af. En tredjedel inde i serien går den også lidt i stå, og efter nogle afsnit er det som om, at serien kommer i tanke om, at der jo egentlig skulle være et plot, som de begyndte på i starten, og så kastes seeren ellers huj hej gennem noget der skulle afrunde serien i de sidste to episoder - men det følte jeg på ingen måde det gjorde.

Potemayo - En supersød serie om en lillie tingest med katteører, der kommer hoppende ud af drengen Sunaos køleskab og som han kalder Potemayo, fordi han var ved at spise en kartoffel med majonaise til. Senere dropper endnu en sød pige ud, som en af Sunaos klassekammerater kalder Guchuko. Serien er på 12 episoder og er både skæg men også nuttet ^//^

A Price for Romance:
En novel om Satsuki Imamura, der indgår en aftale med Lord Edward af Argyle om et fake ægteskab for at sikre Edward hans formue, da det er et krav i hans afdøde fars testamente. Det er en yaoi historie, men meget kort og med få, flotte illustrationer af Miyagi Tooko.

UN-GO

En detektivserie som startede nogenlunde ud, og jeg kunne se potentiale i serien. Hen af vejen tager serien desværre en drejning imod det overnaturlige frem for det samfundspolitiske (den del, jeg fandt mest interessant). Serien slutter også med alt for mange løse ender.

Der kommer en OVA som hedder Inga's chapter, som jeg regner med at se, men jeg ville nok ikke sætte mig til at se en evt. sæson 2.

Tamayura: hitotose
På trods af at en af pigerne har en noget skinger stemme, og at der til tider kommer en belastende lille pige forbi (jeg forstår altså ikke det der med at klappe sig selv bagi, når man driller en person), har serien fungeret godt som afslapningsanime for mig - en serie man bare sætter sig ned for at koble af til og som har en særlig stemning. Den var flot at se på og havde et afslappet tempo, som passede til serien og dens stemning. Ind imellem blev der faktisk også plads til noget personudvikling.


Ang. Fate Stay/Night var jeg heller ikke vildt begejstret for den. Jeg synes dog at prequelen Fate Zero er meget bedre. Personerne er mere interessante, og den er stadig flot at se på omend den har sine dødvande øjeblikke.

Kimi ni todoke season 2:
Synes godt, den kunne have været meget længere XD Men jeg kan godt lide den måde, den endte på :D (Happy end)
Skriver ikke så meget om, hvad der sker, for så ville jeg spoile den, men værd at se - Det er Kimi ni todoke altså :3

Gundam Seed.
I starten var jeg på ingen måde imponeret. Hele serien virkede ret stereotypisk især, hvad angik karaktererne. De første 30 episoder er da også kun gennemsnitlige efter min mening, og jeg var utrolig irriteret over, hvor meget recap der hele tiden blev blandet ind. Jeg tror, at Gundam Seed brugte lige så mange sammenlagte episoder på recap i løbet af de første 30 eps. som Touch gjorde på sine 85 eller sådan noget. Efter et par skelsættende dødsfald, går Gundam Seed dog hen og bliver mere interesseret. De to fronter i krigen bliver godt nok mere sort/hvide end de startede ud, men de personer det omhandler begynder at gennemgå en udvikling. I løbet af de sidste 15-17 episoder sker der meget, og det er her serien bliver trukket op på et højere niveau.

Gundam Seed Destiny og Gundam Seed Destiny Final Plus
Jeg gik nærmest i gang med Seed Destiny lige efter jeg havde set Seed færdig. Jeg var allerede oppe og køre og engageret i serien og dens personer, så derfor flød det første stykke fint, selvom der kom en del nye personer til. Som serien skrider frem, kommer jeg dog til at savne de gamle personer mere og mere, da jeg ikke udvikler samme sympati for de nye. Hen af vejen bliver jeg også meget frustreret over den store mængde af dobbeltmoral, der hersker blandt de nye personer, hvilket får mig til at kunne lide dem endnu mindre. Ca. samme sted som Seed kommer der dog for alvor gang i Seed Destiny, og jeg glædede mig virkelig til at se de sidste 15 episoder. Desværre synes jeg ikke, at slutningen lever op til at skulle afrunde en 100 episoder lang serie. Der er stadig mange ting, der ikke kommer en ordentlig forklaring på, og jeg synes, at serien slutter MEGET brat. Seed Destiny Final Plus skulle så råde bod på det, men jeg er stadig ikke tilfreds. Det ekstra information den giver, er alt for begrænset. Jeg ved godt, at serien lægger op til at fremtiden skal være usikker og at ingen ved, hvad der venter, men som seer savner jeg virkelig en ordentlig afrunding og forløsning efter at have fuldt historien og personerne gennem 100 episoder.

Jeg har lige genset Last Exile. Denne gang så jeg den på japansk. Jeg så den første gang, da DR1 vidste den for vel 6 år siden. Jeg blev ikke så betaget af den i starten, og jeg kunne heller ikke finde hoved og hale i det hele. Men nu hvor jeg har genset den (og fået ordentlig styr på historien), værdsætter jeg den meget mere. Det er en virkelig god serie med flot og interessant artwork. Der er et bredt og appellerende persongalleri. Serien ved også hvor den vil hen. Der er udvikling både hos personerne og i plottet. Den målrettethed (eller hvad det nu kaldes) savner jeg virkelig i den nye Last Exile.

Japanske vs. amerikanske stemmer: den amerikanske dub er faktisk ret god med undtagelse af Lavie. Det samme kan siges om den japanske med undtagelse af Sophia. ^^

Nisemonogatari
Efterfølgeren til Bakemonogatari. Den ret spøjse visuelle stil forsætter men er blevet lidt mere struktureret. Knapt så mange meningsløse flashes med wall-of-text. Diverse "black scene" flashes giver nu faktisk mening.
Denne gang hjælper Araragi Koyomi hans to lillesøstre, Karen og Tsukihi, med overnaturlige problemer. Vi får også langt mere at se (og hører!) til vampyren Shinobu. I det hele taget er serien langt mere lolicon denne gang - vi får knapt nok set Hitagi hvilket er ret spøjst når nu hun IMO klart var den mest interessante karakter i Bake... men det passer egentlig også fint til stilen af disse serier at de ikke er helt til at regne ud.
Et must for fans af Bake. Haderne af Bake vil formegenlig også hade denne. Jeg ser frem til Kizumonogatari.

Nana
En gennemført josei anime, med alt det drama, romantik og humor det nu indebærer. Det er næsten det mest forklarende jeg kan finde på. Den har nogle ganske gode punkter, og god humor ind i mellem. Men undervejs syntes jeg at karakterene begynder at foretage nogle spøjse valg, og efterhånden bliver den bare mere og mere træls at se på. For at gøre det hele endnu være så kan den selv efter 47 afsnit ikke engang afslutte historien. Årsagen er jo selvfølgelig at den er baseret på en manga der stadig er i gang efter nu snart 12 år. En manga jeg nok aldrig kommer til at læse. :)
Så afgjort en serie for de unge kvinder. Mændene kan sagtens se med, men ikke en josei anime jeg kunne finde på decideret at anbefale, som jeg godt kunne finde på med fx Usagi Drop.

Catherine
Et PS3 spil udviklet af et Japansk hold, men har helt igennem engelske stemmer og tekster. Små japanske elementer har dog overlevet såsom at baren sælger Sake og at hovedpersonens, Vincents, lejlighed har en klassik Japansk entré. Men der er store dele af spillet hvor man bare ser historien folde sig ud igennem enten 3D eller 2D animations-sekvenser (altså næsten anime ;) ).
Spillet er egentlig delt op i to spil. Hver nat har Vincent mareridt hvor han skal holde sig selv i live ved at klatre op af et højt tårn af kasser inden at undergrunden, eller hvad der nu er dernede, opsluger ham. Så der skal flyttes rundt på kasser for at få skabt trapper. Et klassisk puzzle der til tider godt kan give lidt hovedbrud.
Den anden del er hvor selve historien foregår og det sker i Vincents faste bar hvor han hver aften drikker sig en lille fjer på. Årsagen er hans de mareridt han har, men ikke kan huske, og det noget kaotiske privatliv han er kommet ud i hvor han er splittet mellem to piger: Katherine, hans kæreste igennem de sidste 5 år, og Catherine, en fræk ung pige han lige har mødt.
Undervejs i spillet bliver man udsat for diverse "good-vs-bad"-agtige beslutninger omkring forhold, ægteskab og alt den slags. Disse har indflydelse på historien, og da der er mindst to slutninger skal jeg lige have gennemført det en gang mere... (rated 15 for strong language, moderate gore, sex references)

Mirai Nikki

"Ugh" er det første ord der dukker op, hvis jeg skal beskrive Mirai Nikki. Den starter ud meget godt og mange af kampene er interessante men hen mod de sidste 6-7 afsnit taber de virkelig bolden og hovedpersonen mister alt troværdighed og jeg endte med at sidde og være irriteret hver gang han åbnede munden. Spildt potentiale.

Så har du også set den bedste del af serien. Der kommer et par gode scener derefter og ellers bare Yukii der whiner resten af vejen og Yuno bliver bestemt ikke bedre.